man. okt 14th, 2019

Hepatitis B

Hepatitis B virus kan give akut hepatitis og undertiden kronisk hepatitis. Hepatitis B virus består af en virusoverflade, der omslutter en viruskerne.

Hepatitis B virus laver mere virusoverflade, end det skal bruge. Virusoverfladen og overskuddet af virusoverfladen kaldes overfladeantigenet. Overfladeantigenet kaldes også HBsAg (”s” står for surface dvs. overflade). Ved at påvise HBsAg i blodet, kan man stille diagnosen hepatitis B infektion. Inde i viruskernen findes hepatitis B arvematerialet – hepatitis B virus DNA (HBV DNA). I viruskernen findes også det såkaldte ”e” antigen. Mængden af hepatitis B virus bestemmes ved at måle mængden af HBV DNA i blodet. Mængden af virus kan også bedømmes ved hjælp af. ”e” antigenet. Har man ”e” antigenet har man meget virus. Har man ikke ”e” antigenet, har man meget mindre virus.

Når man har haft hepatitis B, har man antistoffer mod HBsAg. Disse antistoffer hedder anti-HBs. Personer, der har anti-HBs, kan ikke smittes med hepatitis B.

Hepatitis B virus formerer sig i levercellerne. Når immunsystemet opdager virus, starter det et angreb på de leverceller, hvor der findes hepatitis B virus. Det medfører betændelse i leveren. Normalt vinder immunsystemet, og de inficerede leverceller bliver udryddet sammen med virus. Undertiden er immunsystemets indsats ikke nok. Virus forbliver i levercellerne og fortsætter med at formere sig. Det er forklaringen på, at nogle personer får en kronisk infektion.

Hepatitis B er den mest udbredte form for leverbetændelse i verden. Man regner med, at 10% af verdens befolkning har kronisk hepatitis B. Det svarer til 400 millioner mennesker på verdensplan. Man skønner, at ca. 9.000 mennesker eller ca. 0,2% i Danmark har kronisk hepatitis B. Det registrerede årlige antal af tilfælde af akut hepatitis B i Danmark er omkring 50. Det er mere end halveret siden begyndelsen af firserne.

Følgende grupper har forhøjet risiko for at have eller få hepatitis B:

  • Personer fra områder, hvor sygdommen forekommer hyppigt
  • Homoseksuelle mænd med mange seksualpartnere
  • Patienter med Down’s syndrom (mongoler)
  • Udviklingshæmmede, der bor på institution
  • Stiknarkomaner (nuværende eller tidligere)
  • Kirurger

Følgende grupper har risiko for at få eller have hepatitis B

  • Udenlandske adoptivbørn
  • Blødere
  • Personer, der får dialysebehandling
  • Familie og husstandsmedlemmer til personer med kronisk hepatitis B infektion
  • Ansatte i institutioner for udviklingshæmmede
  • Ansatte i særlige jobs, som f.eks. jordemødre og tandlæger

Hvis man stikker sig på en nål, som er forurenet med blod fra en person med hepatitis B, er risikoen for at blive smittet mellem 5 og 20%.

Smitteveje

Hepatitis B virus smitter hovedsagelig gennem blod og ved ubeskyttet sex blandt både homo- og heteroseksuelle. Hepatitis B virus kan påvises i de fleste ”kropsvæsker” f.eks. spyt og sæd.

Der er en stor risiko (90%) for, at mødre, der har kronisk hepatitis B, smitter deres barn på fødselstidspunktet. Hepatitis B, der bliver overført fra mor til barn, giver næsten altid kronisk infektion hos barnet. I de områder af verden, hvor hepatitis B er en udbredt sygdom – især Sydøstasien – er smitte fra mor til barn i forbindelse med fødslen den hyppigste smittevej. Medlemmer af en husstand kan også smitte hinanden, uden at en direkte smittevej kan påvises.

Forebyggelse af Hepatitis B

Alt donorblod bliver i dag undersøgt grundigt for hepatitis B virus. Det betyder, at risikoen for at få overført hepatitis B virus, hvis man får blodtransfusion, er uhyre ringe. Man kan desuden forebygge hepatitis B gennem vaccination. Da hepatitis B ikke forekommer særligt hyppigt herhjemme har Danmark ikke – ligesom resten af Skandinavien – tilsluttet sig WHO’s (verdenssundhedsorganisationen) anbefalinger om at vaccinere børn mod hepatitis B som led i børnevaccinationsprogrammet. For at forebygge hepatitis B effektivt, bør man imidlertid undersøge og vaccinere personer, der har både forhøjet risiko og risiko for at have og få hepatitis B. Det er særlig vigtigt, at gravide, hvis de tilhører en af risikogrupperne, bliver undersøgt før fødslen. Børn, der bliver født af mødre med hepatitis B, bliver både vaccineret og får et særligt antistof mod hepatitis B. Herved undgår de at få hepatitis B infektion.

Næsten 100% beskyttelse

Man bliver vaccineret mod hepatitis B i tre omgange (doser). Anden og tredje vaccination foregår henholdsvis en og seks måneder efter den første vaccination. Hvis man ønsker en hurtig beskyttelse, kan den tredje vaccination foregå allerede to måneder efter den første. Efter tre doser vaccine, er næsten 100% af de vaccinerede beskyttet mod hepatitis B i mange år – formentlig livslangt.

Hvis man bliver udsat for smitte

Ved uheld skal man vaccineres med det samme. F.eks. hvis man stikker sig på en kanyle, der kunne være forurenet med blod fra en hepatitis B smittet, eller hvis man bliver sprøjtet med blod, der muligvis indeholder hepatitis B virus, på hud, hvor der er rifter eller sår. I dette tilfælde skal huden også desinficeres. Hvis man ikke tidligere er blevet vaccineret, anbefales det, at man får fire doser, hvor den anden, tredje og fjerde vaccination sker henholdsvis en, to og 12 måneder efter den første. Hvis man tidligere er blevet vaccineret (for mere end 10 år siden), anbefales det, at vaccinationen bliver gentaget en enkelt gang, eller at man bliver testet for at se, hvorvidt man stadig er beskyttet af den tidligere vaccination.

Nyfødte, hvis mødre har kronisk hepatitis B infektion

Umiddelbart efter fødslen skal den nyfødte have en vaccinationsserie på fire doser, hvor anden, tredje og fjerde vaccination sker henholdsvis en, to og 12 måneder efter den første, samtidig med at barnet får et specielt antistof mod hepatitis B (hepatitis B immunglobulin). Dette giver næsten 100% beskyttelse mod hepatitis B infektion hos barnet, og der er heller ingen risiko for, at barnet bliver smittet i forbindelse med amning.

Symptomer

Hepatitis B infektion kan forløbe uden symptomer eller med så lette symptomer, at infektionen ikke bliver opdaget. Tiden, fra man bliver smittet, til symptomerne viser sig, er hyppigst omkring 75 dage, men kan variere fra seks uger til seks måneder. Symptomerne på akut hepatitis B kan variere fra milde tilfælde uden gulsot til svære tilfælde med høj feber, kvalme og opkastninger samt smerter i led og muskler og udtalt gulsot. Symptomerne vil klinge af efter nogle uger. I meget alvorlige tilfælde klinger de først af efter nogle måneder.

Hvis man har symptomer, er risikoen for at få kronisk hepatitis B infektion mindre end 1%. Den er omkring 10%, hvis man ikke har symptomer. Markante og alvorlige symptomer på kronisk hepatitis viser sig først, når der evt. opstår skrumpelever. Hos patienter, der har en kronisk hepatitis B infektion, afhænger forløbet af immunsystemets reaktion på virus.

Kronisk infektion med hepatitis B virus kan groft inddeles i tre faser:

Den første kaldes i fagsprog immuntolerancefasen: Personen har meget virus, men har ikke betændelse i leveren. Dette kan man ofte se hos børn.

Den anden kaldes immunreaktionsfasen: Personen har en noget mindre virusmængde i blodet og har kronisk betændelse i leveren. Dette kan man se hos personer, der har et immunforsvar, som ikke er tilstrækkeligt.

Den tredje fase kaldes inaktiv infektion: Personen har meget lidt virus i blodet og har ikke betændelse i leveren. Dette forekommer hos personer, der har haft tilstrækkeligt immunforsvar og dermed har udryddet de fleste leverceller med hepatitis B virus.

Børn, der bliver smittet ved fødslen, starter i fase 1, og kommer ofte efter 10-20 år over i fase to. Personer, der har en kronisk infektion, og som er smittet i voksenalderen, starter ofte i fase to. Personer, der er i fase 2 har mulighed for at overgå til fase tre. Det sker hos ca. 10% pr. år. Det varierer, hvor lang tid den enkelte person tilbringer i fase to. Og det er svært at forudsige.

Hvis den smittede enten af sig selv eller på grund af behandling overgår til fase tre, kan man undgå, at hepatitis B infektionen udvikler sig til skrumpelever og leverkræft.

Diagnose

Akut hepatitis B bliver diagnosticeret ved hjælp af en blodprøve, hvor man bl.a. kan påvise dele af hepatitis B virusoverfladen (HBsAg). Kronisk hepatitis B infektion bliver diagnosticeret ved at påvise HBsAg mindst to gange i mere end seks måneder eller ved at påvise HBsAg og ved hjælp af vævsprøven at finde typiske kroniske betændelsesforandringer i leveren.

Følgesygdomme

Hvis den smittede gennem længere tid – mange år – forbliver i sygdommens fase to, vil den kroniske betændelse medføre, at der dannes arvæv i leveren, som kan udvikle sig til skrumpelever. Senere kan der måske opstå leverkræft. Skrumpelever kan opstå efter 5-20 år med kronisk hepatitis B, mens leverkræft kan opstå efter 30-40 år.

Kronisk hepatitis B er på verdensplan en af de vigtigste årsager til skrumpelever og leverkræft. 30-40% af alle de levertransplantationer, der bliver udført i verden, bliver udført på patienter, der har skrumpelever som følge af hepatitis.

Fulminant hepatitis (hepatitis, der har et voldsomt forløb) er en sjælden komplikation til akut hepatitis B. Fulminant hepatitis giver et meget alvorligt sygdomsforløb, hvor store dele af leveren går til grunde. Det kan medføre leversvigt med koma, og i værste fald kan man dø af det. Kun én ud af tusind personer får fulminant hepatitis.

Behandling

Patienter med kronisk hepatitis B bør have tilbud om undersøgelse på en specialafdeling, hvor man behandler hepatitis. Afdelingens læger vil afklare, om der er behov for og mulighed for behandling. Når man vurderer behov, mulighed for og effektivitet af behandling for den enkelte patient, vil der desuden blive taget hensyn til bl.a. alder, andre alvorlige sygdomme og evt. overforbrug af alkohol og brug af narkotika. Al medicin til behandling af hepatitis B bliver udleveret via specialafdelingen.

Hvis den kroniske hepatitis B er meget fremskreden, og der er udviklet skrumpelever, kan det komme på tale at skulle transplantere en ny lever. Et af de mange problemer, der imidlertid knytter sig til en levertransplantation, er, at hepatitis B infektion næsten altid opstår igen i den transplanterede lever.

Behandling hjælper

Der findes ingen behandling, der helt kan udrydde hepatitis B fra leveren. De behandlinger, der findes, kan imidlertid fjerne virus så meget, at betændelsen forsvinder. Det kortsigtede mål med at behandle hepatitis B er derfor at fjerne betændelsen for på lang sigt at undgå, at leverbetændelsen fører til skrumpelever og leverkræft. Nogle patienter med hepatitis B oplever, at betændelsen forsvinder af sig selv. Det sker, når det lykkes immunsystemet at udrydde tilstrækkeligt mange af de leverceller, hvor hepatitis B virus formerer sig.

Medicin der virker på hepatitis B virus

Det er muligt at behandle kronisk hepatitis B med medicin, der virker direkte på virus. Det gælder f.eks. lamivudine, der skal tages som tabletter én gang om dagen. Behandling med lamivudine medfører ofte, at der sker et meget hurtigt fald i mængden af virus i blodet, samtidig med at levertallet langsomt nærmer sig det normale. Et års behandling medfører, at omkring en tredjedel af patienterne vil være bragt over i sygdommens fase tre. De får ikke betændelse i leveren igen, og behandlingen har en vedvarende effekt. Hos de fleste blusser betændelsen desværre op igen, når de holder op med behandlingen. Ved behandling med lamivudine er der få bivirkninger. Nogle patienter får dog bivirkninger i form af kvalme og madlede. Der er flere nye lægemidler på vej til behandling af hepatitis B. Disse midler kan supplere eller erstatte lamivudine. Man kan også behandle hepatitis B med lægemidlet alfa-interferon, der gives som indsprøjtninger. Behandlingen skal tages i et halvt år. Men da interferon ofte giver udtalte bivirkninger, må lamivudine være at foretrække.

Gode råd

  • Man bør anvende kondom når man har akut hepatitis B, indtil man er smittefri. Familie og en fast seksualpartner skal først vaccineres, hvis sygdommen skulle blive kronisk.
  • Når man har kronisk hepatitis B infektion, bør familien (husstanden) og ens faste seksualpartner vaccineres. Har man løse partnere, skal man beskytte dem mod infektion ved at bruge kondom.
  • Kronisk hepatitis B er ikke grund til at fraråde graviditet. Ved hepatitis B bliver det nyfødte barn vaccineret og bliver dermed beskyttet mod hepatitis B. Mødre med kronisk hepatitis B kan amme normalt.
  • Kvinder, der er i behandling for hepatitis B med medicin, bør ikke blive gravide.

Børn og hepatitis B

Børn har hyppigt et lettere forløb af hepatitis B infektionen end voksne. Børn, der bliver smittet ved fødslen, får aldrig symptomer. Til gengæld får mere end 90% af disse børn kronisk hepatitis B infektion.

Får et barn i førskolealderen diagnosticeret hepatitis B infektion, vil den læge eller det sygehus, der har stillet diagnosen anmelde det til embedslægen. Det er herefter forskelligt fra kommune til kommune, hvad der præcist sker. Hvis barnet er i dagpleje eller daginstitution, vil embedslægen som regel kontakte daginstitutionen og informere om, at der er et hepatitis B ramt barn i institutionen. Barnets og forældrenes navne bliver ikke oplyst. Embedslægen vil ofte forhøre sig om, hvordan institutionen er bygget op, før der vil blive taget stilling til, hvor mange børn, der skal have tilbudt vaccination. Sygesikringen betaler vaccinationen af børn og pædagoger. Vaccinationen kan, hvis kommunelægen tilbyder det, foregå i institutionen. Hvis ikke der bliver tilbudt fælles vaccination i institutionen, kan børnene blive vaccineret hos den praktiserende læge.

Copyright © Hepatitisforeningen | Newsphere by AF themes.