Notice: Function _load_textdomain_just_in_time was called incorrectly. Translation loading for the cleantalk-spam-protect domain was triggered too early. This is usually an indicator for some code in the plugin or theme running too early. Translations should be loaded at the init action or later. Please see Debugging in WordPress for more information. (This message was added in version 6.7.0.) in /var/www/vhosts/hepatitisforeningen.dk/httpdocs/wp-includes/functions.php on line 6114
Hepatitis A – HEPATITISFORENINGEN.DK
november 21, 2024

Hepatitis A

Hepatitis A virus kan give akut hepatitis, dvs. at sygdommen opstår pludseligt og varer kort tid. Virus formerer sig i levercellerne, hvilket medfører betændelse i leveren. Man får aldrig kronisk (vedvarende) hepatitis af hepatitis A virus. Når man har en hepatitis A virus infektion, bliver der dannet antistoffer mod virus. Når man først har haft hepatitis A, er man immun (beskyttet) over for sygdommen resten af livet.

Mindre end 2% af den danske befolkning under 40 år har haft hepatitis A, men jo ældre man er, jo større sandsynlighed er der for, at man har haft sygdommen. Det skyldes, at hepatitis A virus infektion tidligere forekom meget hyppigere i Danmark, end den gør nu. Lidt flere mænd end kvinder får sygdommen. I Danmark bliver der anmeldt mindre end 100 tilfælde af hepatitis A om året. Sygdommen bliver ofte ikke opdaget og anmeldt til sundhedsmyndighederne. Derfor er det reelle antal formentlig højere.

Følgende personer er særligt udsatte for at få hepatitis A

  •     Personer, der rejser til områder, hvor hepatitis A er udbredt
  •     Stiknarkomaner
  •     Homoseksuelle
  •     Udstationeret militær eller hjælpepersonale
  •     Familiemedlemmer i familier, hvor én har hepatitis A
  •     Familier, der modtager adoptivbørn fra områder, hvor hepatitis A er udbredt
  •     Ansatte og forældre i vuggestuer, hvor flere har fået hepatitis A

Smitteveje

Hepatitis A virus smitter via afføring fra personer, der har hepatitis A virus infektion. Hepatitis A virus findes kun i blodet i kort tid. Derfor er det kun stiknarkomaner, der bliver smittet med hepatitis A virus gennem blod. Den tid, der går, fra man er blevet smittet, til man får symptomer, er omkring 25 dage, men tiden kan variere fra to til seks uger.

25 % af de danskere, der får hepatitis A, bliver smittet i udlandet. I de sidste år er antallet af personer, der er blevet smittet med hepatitis A i udlandet, faldet til under halvdelen. Personer, der bliver smittet i Danmark, bliver hyppigst smittet i hjemmet eller i en daginstitution. Hos halvdelen kan man ikke finde smittekilden. Det er sjældent, at hepatitis A smitter ved seksuelt samvær. Men der er tidligere set hepatitis A epidemier blandt homoseksuelle mænd.

    Er man ansat i levnedsmiddelbranchen og får hepatitis A, skal man være sygemeldt, indtil man raskmeldes af den behandlende læge.

Forebyggelse

Man kan forebygge hepatitis A ved hjælp af vaccination. Vaccinen gives som to doser vaccine med seks til 12 måneders mellemrum. Vaccination bevirker, at der dannes antistoffer mod hepatitis A virus. Mere end 95% af de vaccinerede er herefter beskyttet mod hepatitis A i mere end 10 år. Hepatitis A vaccine kan fås hos den praktiserende læge eller på vaccinationsklinikker enten som selvstændig vaccine eller i kombination med hepatitis B vaccine. Man kan også opnå kortvarig beskyttelse mod hepatitis A ved at bruge gammaglobulin. Vaccination er dog at foretrække, fordi den giver langvarig beskyttelse. ff

Copyright © Hepatitisforeningen | Newsphere by AF themes.